Ny etageejendom klar i Viborg

jun 14, 2021

På Marsk Stigs Vej i den sydlige del af Viborg har Erhverv og Bolig Byg A/S netop færdigbygget en etageejendom med butikslejemål og 18 lejelejligheder.

Den nye etageejendom i fire etager og fuld kælder er opført i Banebyen Viborg for Viborg Bolig- og Erhvervsudlejning. Byggeriet er udført i beton, skalmuret med rødbrune teglsten og delvist beklædt med kobberfarvet aluminiumsbeklædning. Bygningens hovedstabilitet er sikret med en lang række borede fundamenter under kælderniveau, kompositbjælker og ved sammenspændte betonelementer på alle etager.

I stueetagen er der plads til at indrette et eller flere erhvervslejemål til butik, klinik, restaurant eller lignende. På de tre øverste etager er i alt 18 lejligheder med forskellig størrelse og indretning til udlejning. Kælderen indeholder cykelparkering, depotrum og teknikrum.

Med altan til hver lejlighed og en stor fælles tagterrasse er der desuden lagt vægt på at give ejendommens beboere fri og nem adgang til udendørsomgivelser.

Erhverv og Bolig Byg A/S har udført byggeriet i hovedentreprise i samarbejde med en række underentreprenører – flere hentet fra lokalområdet. Byggeriet er tegnet og projekteret af Quattro Arkitekter A/S og Viborg Ingeniørerne A/S.

Marsk Stigs vej_Erhverv og Bolig Byg